..når ens barn er kommet til verden, hvis man skal gøre sig forhåbning om at barnet skal få plads i en institution/skole, som man som forælder vil føle sig tryg ved at overlade sit dyrebareste til.
Jeg synes det er helt absurd at man skal gå fra fødegangen ned på pladsanvisningen eller privatskolen for at få det tilbud til sit barn, der i Danmark 2010, burde være en selvfølge: ansvarlig pædagog-normering i institutionen, ordentlig mad til barnet, tilfredsstillende undervisning, mobbepolitik mv. – It’s a jungle out there!
Der er bare SÅ markant forskel fra institution til institution og fra kommune til kommune. Det er derfor også ekstra bekymrende når jeg ser at der IGEN skal spares på børneområdet i næsten alle kommuner. Snart er det opbevaring og ikke pasning (stimulering) af vores børn og landets fremtidige (skatte-)borgere, politikere og meningsdannere – det skræmmer mig.
I egoismens tegn har vi valgt at flytte vores sønner til en privat børnehave – og WHAT a difference! Wauuu, vi er kunder, personalet har overskud og bureaukratiet er ikke til stede. Forældrerådet har en stemme, indflydelse og tingene fungerer – det er en forretning der skal holdes succesfuldt kørende, og man kan ikke komme og græde ud hos kommunen når man har brugt mere end budgetteret, der er ansvarlighed for både økonomi, faciliteter, personale men mest af alt er der fokus på BØRNENE!
Hvordan kan vi som småbørnsforældre få vendt denne retning mod en polarisering i vores samfund?
Vi vil ikke have denne polarisering og et A og B hold – men er man sig selv nærmest eller skal man sætte samfund før individ?
